Fonte - Skrifttyper og bogstaver

Hvad er skrifttyper?

Skrifttyper er helt basalt det hav af forskellige måder bogstaver kan se ud på, på skrift. En skrifttype består af et helt sæt af tegn, tal og bogstaver der på den ene eller anden måde har en samhørighed. De er med andre ord i familie.

De fleste kender skrifttyper fra de forskellige skriveprogrammer der er tilgængelige derude, som for eksempel Word. Mange kan sågar navnene, eller har evnen til at spotte en bestemt skrifttype, bare ved at kigge på den. Det er det samme der gør at forskellige skrifttyper kan bruges i forskellige sammenhænge til at skabe en bestemt følelse eller stemning.

De små karakteristika der præger de forskellige skrifttyper, har hver især en masse lag af betydning og historik, der gør dem anvendelige til alle lejligheder og formål.

Man kan med andre ord sige at en skrifttype er den grafiske præsentation af en tekst, nøjagtig som den du læser nu. Denne artikel har til hensigt at være informativ og oplysende. Selvom det kan virke banalt, vælger man derfor her en skrifttype der udstråler seriøsitet og er læsevenlig. Havde man valgt en skrifttype fyldt med detaljer og linjer i alle retninger, ville det have en potentiel ødelæggende effekt for artiklen, selvom teksten er nøjagtig den samme. Det ville forvirre læseren og læselysten ville hurtigt gå tabt.

Omvendt ville man med al sandsynlighed ikke vælge denne skrifttype, hvis man eksempelvis skulle skrive en invitation til en børnefødselsdag. Her ville farver, og skæve linjer være et bedre match. Pointen er at en skrifttype har ekstremt meget at sige, og kan være forskel på succes og fiasko i forhold til dens formål.

Mange skrifttyper har forskellige variationer indenfor samme stil. Det kan være en version der er fed, kursiv, eller understreget. De helt store og mest anvendte skrifttyper har flere forskellige tykkelser og tætte ”søskende”. Igen en understregning af hvor meget små detaljer rent faktisk kan gøre for hvordan teksten fremstår.
Du kan læse om 2021 mest populære fonte i vores indlæg "Populære skrifttyper 2021"

Hvad betyder font?

Ifølge denstoredanske.lex.dk kan font defineres således: ”… det komplette typografiske tegnsæt til opsætning af tekst, indført i grafisk sprogbrug i forbindelse med digital satsteknik”. Ordet ”font” stammer fra det franske ”fonte” der betyder noget i retning af ”smeltning” eller ”støbning”.

På dansk er det sådan set bare et fancy ord for skrifttype, men det er dog det ord der bruges af fagfolk og internationalt. ”font” og ”skrifttype” dækker derfor over nøjagtig det samme.

Skrifttyper i logoer

For dem der ikke til dagligt skal tage stilling til hvilken skrifttype der skal bruges, kan det være svært at forestille sig, hvor mange overvejelser, der går igennem en designers hoved, inden man vælger en given skrifttype til et logo.

Det er alt andet end bare at vælge ”den der ser flottest ud”. I indledning af denne artikel, har vi allerede været inde på en skrifttypes betydning for hvordan modtageren opfatter en given tekst. Det samme gør sig gældende i logoer til alle formål. De helt store virksomheder, kan bruge timevis eller dagevis, på at beslutte sig for den rigtige skrifttype, når de skal sætte et nyt projekt i søen.

Tænk over hvor hurtigt du ville kunne genkende et logo på verdenskendte virksomheder. Udover at nogen er akkompagneret med et symbol, billede eller andet kendetegn, så er det også skrifttypen der vækker genkendelighed i vores hjerner.

Hvis en større virksomhed pludselig ændrer skrifttype i deres logo, ville det med det samme signalere en større ændring i hele virksomhedens brand.

Mange virksomheder vælger en allerede eksisterende skrifttype, og bygger så deres logo ud fra den. Der kan laves alle mulige afarter ud fra en skrifttype ved at skrue på forskellige knapper. Det kan være højden eller bredden på bogstaverne, tætheden mellem bogstaverne eller andre buer og former man tilføjer

I det følgende, skal vi ind på, hvilke fonte nogle af de største virksomheder bruger, og hvilken betydning det har for deres kunder og brugere.

IKEA skrifttype og det udskældte skift

En af de bedste eksempler på en skrifttypes betydning for forbrugerne, var da IKEA lavede en mindre ændring i deres logo tilbage i 2009. i 50 år havde man brugt en skræddersyet version af den evigt populære skrifttype Futura. (internt link til artiklen om mest populære skrifttyper i 2021)

IKEA Sans hed den oprindelige skrifttype som man som sagt havde kørt med siden begyndelsen. Nu skulle der ske noget nyt, primært fordi IKEA Sans ikke havde asiatiske tegn. Med en så stor global virksomhed, nyttede det ikke noget ikke at kunne bruge sin font i Asien. Man skiftede derfor til Microsoft web fonten, Verdana.

Tilbage til hvorfor dette er et godt eksempel på hvor meget en font har af betydning for ens kunder. Skiftet til Verdana skabte nemlig et mindre oprør på blandt andet twitter, hvor direkte ondskabsfulde beskeder så dagens lys.

I dag virker det måske ikke så overraskende, at folk skaber sig på sociale medier, men dengang var en hel anden tid og det skabte stort røre, især blandt designere og fagfolk. Mange mente at Verdana havde et for moderne og teknologisk look. Dette skyldes netop at det var en Microsoft font, hvor Microsoft jo stod for helt andre værdier end IKEA. IKEA Sans havde et mere originalt og nostalgisk look over sig. Nu lignede det mere en dårlig kopiering af en god skoleopgave.

Skiftet af skrifttypen nåede store nyhedsmedier som New York Times og BBC. Vi kan alle blive enige om at der sker værre ting i verden end det. Hungersnød, krige og fattigdom var sjovt nok også en del af verden i 2009, men det var skiftet af en uskyldig skrifttype hos en møbelforhandler, der fik folk op i det røde felt.

Andre kendte Skrifttyper i kendte logoer

Når først man begynder at kigge nærmere på det, bliver man overrasket over hvor mange skrifttyper der går igen i forskellige virksomheders logoer. Det er en sjov tanke, når man tænker på hvor vigtigt det er for store virksomheder at skabe deres helt egen brand identitet og dermed skille sig ud fra konkurrenterne.

En af de mest anvendte skrifttyper i loger er klassikeren Helvetica. Helvetica placerer sig helt øverst i ligaen for de mest populære skrifttyper nogensinde. Dens tidløse look, gør at den kan bruges til mange forskellige budskaber. Af kendte internationale virksomheder der bruger Helvetica i deres logoer finder vi LG, Lufthansa, NBA, Panasonic, Subway og WhatsApp.

Højt oppe på listen over de mest anvendte skrifttyper i logoer finder vi en anden tidløs legende, nemlig Futura. Futura bliver blandt andet brugt af Cisco, Dolce & Gabbana, FedEx, Gillette, Omega og Paypal.

Til slut skal vi også have Myriad med. Myriad er brugt i en række sammenhænge uanset hvad budskab det bagvedliggende firma ønsker at bringe. Myriad er brugt i logoer fra bland andet Adobe, Apple, LinkedIn, Rolls Royce, Visa og Wallmart.

Fælles for de firmaer der bruger Myriad er uden tvivl at man vil signalere en høj kvalitet, tillid og globalitet.

Klassiske og ikoniske skrifttyper

Skrifttyper er, som vi efterhånden har slået fast, ikke bare skrifttyper. Der er en nærmest religiøs verden under overfladen og masser af historie og at udforske. Derfor har mange skrifttyper også nået legendestatus på godt og ondt.

Uanset om man til dagligt har behov for at tage stilling til brugen af fonte, eller om man blot har haft fat i et skrive program i ny og næ, vil man næsten uundgåeligt have stødt på navne på fonte, som man på den ene eller anden måde vil huske. Nedenfor følger en række klassiske og ikoniske fonte, der uden tvivl har berørt mange mennesker.

Times New Roman

Times new roman stammer fra den britiske avis The Times, og blev anvendt i avisen i 1932. Der er en tendens til at når noget har været brugt (eller overbrugt) i et stykke tid, så blive det lagt på hylden, og bevidst undgået i en lang periode efter.

Det er lidt den skæbne Times New Roman har lidt. Den er unægtelig en af de mest succesfulde skrifttyper gennem tiden, men de seneste 20 år er den blevet fravalgt af mange. Det skyldes nok at den var her, der og alle vegne, da Microsoft i sin tid introducerede den som deres standard skrifttype i deres Office programmer. Siden er den også skiftet ud og i dag bruger Microsoft skrifttypen Calibri som standard.

At Times New Roman har fået en mindre pause, betyder ikke at den ikke stadig står som en af de mest æstetiske skrifttyper nogensinde.

Comic Sans

Endnu en ikonisk skrifttype, der dog ikke ligefrem er blevet populær af positive årsager. Comic Sans er muligvis den skrifttype der har det dårligste ryg. Den har været udsat for decideret mobning i nærmest hele dens levetid, og er blevet et symbol på dårlig grafisk arbejde.

Når man ser på Comic Sans, kan man dog ikke lade være med at få ondt af den. Den er nemlig rigtig positiv, uskyldig og opløftende på en dejlig barnlig måde. På den måde appellerer den til rigtig mange mennesker og det er helt forståeligt. Problemet med Comic Sans, er at dens uhøjtidelige og lette design appellerede til alt for mange mennesker.

Comic Sans var en del af Microsofts udvalg af skrifttyper, og derfor havde stort set alle med en PC adgang til den. Det resulterede i at Comic Sans blev brugt i de forkerte sammenhænge. Seriøse artikler eller grafiske projekter, blev fremstillet på den helt forkerte måde med Comic Sans.

Hvis man kan sige noget positivt om Comic Sans, er det at den har gjort fagfolk såvel som almindelige hverdagsbrugere opmærksom på, at det ikke er helt ligegyldigt hvilken skrifttype man anvender.

Blackletter

Blackletter er kendt som værende den første rigtig skrifttype der nogensinde blev lavet. Hvis man skal tale om læsevenlighed, dumper Blackletter med et brag. Den gotiske look og detaljerige design, gør at man aldrig ville anvende denne skrift i nogen sammenhænge der bare har lidt seriøsitet over sig.

Omvendt kan man ikke tage noget fra Blackletter når det kommer til æstetikken. Det er en gudesmuk skrifttype, der emmer af historie. I dag ville den kunne bruges i sammenhænge, der skal udstråle noget gammeldags, fantasiuniverser, middelalder eller andre temaer, hvor man er undskyldt for at anvende den.

Grafisk.online

En platform for vidensdeling indenfor grafisk arbejde. 

Gratis tutorials og info om grafiske uddannelser.

Altid de nyeste trends.
bullhornredopointer-right